105 ældre klar til biotur i Løgstør

Ældreforhold 26. september 2002 08:00

LØGSTØR: De ældre vil gerne i Løgstør Bio. Således har ikke færre end 105 over 60 år tilmeldt sig en ny seniorfilmklub, der på fredag for første gang har en film på plakaten. Kombinationen af billige billetter og film med blandt andet Poul Reichardt, Ib Schønberg og Bodil Kjer har ført til den store interesse for den nye seniorfilmklub. Formanden for Løgstør BIO, Gertie Elmo, er godt tilfreds med antallet af tilmeldte. Seniorfilmklubben er for alle over 60 år, og antallet af pladser i Løgstør BIO - 147 sæder - sætter grænsen for, hvor mange medlemmer der kan være. Takket være et sponsorat fra Spar Nord kan de ældre se seks film for 60 kroner. På fredag lægges der ud med "Blændværk" med Poul Reichardt og Kjeld Petersen. 25. oktober gælder det "Der brænder en ild" med Poul Reichardt. Julefilmen "Nøddebo Præstegård" vises 22 november. Herefter er der pause til 24. januar, hvor "Det ender med bryllup" med Poul Reumert og Ib Schønberg vises. 28. februar fortsættes med "En ganske almindelig pige" med Bodil Kjer og Ib Schønberg. Og endelig den 28. marts sluttes der af med "Min farmors hus" med Bodil Udsen. Oprindeligt blev der afholdt møde for inviterede ældreklubber i maj måned. Der var stor interesse blandt de ældre, og det blev i fællesskab bestemt, hvilke film der skulle vises i klubben. Indtil de 147 pladser er nået, kan man tegne medlemskab ved henvendelse i Spar Nord.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...