Brønderslev

106 lys i lagkagen

Johanne Marie Polnowic flyttede først som 103-årig på plejehjem

Johanne Marie Polnowic fylder mandag 106 år. Foto: Kurt Bering

Johanne Marie Polnowic fylder mandag 106 år. Foto: Kurt Bering

Ø. BRØNDERSLEV: Johanne Marie Polnowic, Plejehjemmet Elmehøj, Ø. Brønderslev, fylder mandag 106 år.

Det er de færreste, der kan fortælle, at de kan huske både Første og Anden Verdenskrig, men det kan Johanne Marie Polnowic.

Fra Første Verdenskrig husker hun, at fløjten lød på Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev, hvor hun boede. Familien kunne ikke forstå, hvorfor de fløjtede, men det var krigen, der sluttede. Mindet om lyden af fløjten står knivskarpt.

Sin høje alder til trods fejler Johanne Marie Polnowic ingenting. Hun fik først som 103-årig brug for at flytte på plejehjemmet Elmehøj i Ø. Brønderslev, hvor hun bor i dag.

Johanne Marie Polnowic har det godt, og hun har let til både hjertevarme, smil og latter.

Forinden nåede hun at fejre 100 års fødselsdag i hjemmet i Søndergade i Brønderslev, hvor hun boede i 58 år. Først efter de 100 år begyndte trappen at give lidt problemer, så hun flyttede til et sted i stueplan i et par år, inden hun kom til Elmehøj.

Selv har hun ikke nogen speciel opskrift på, hvordan man opnår at blive så gammel.

Hun har levet et meget aktivt liv, hvor hun har arbejdet med at lave mad, servere og gøre rent.

Som ung fik hun plads i København, hvor hendes søster også var kommet over. Her skulle hun arbejde som kok og stuepige. Der var langt til Ø. Hjermitslev, hvor Frederik Polnowic, der senere skulle blive hendes mand gennem et langt liv, opholdt sig - men dét var der råd for. Hendes mand cyklede til hende i København fra Ø. Hjermitslev.

1. januar 1933 blev Johanne Marie og Frederik Polnowic gift. Datoen var valgt, fordi de mange søskende til brudeparret var hjemme i forvejen på grund af julen. Johanne Marie Polnowic er den ældste af otte søskende.

I 1937 fik Johanne Marie og Frederik Polnowic sønnen Poul Erik, og i 1942 flyttede familien til Søndergade i Brønderslev. Også Anden Verdenskrig huskes. Frederik Polnowic passede sit arbejde på Pedershaab Maskinfabrik.

Johanne Marie Polnowic er vokset op i Brønderslev og Ø. Hjermitslev

Johanne Marie Polnowic er glad for at bo på Elmehøj, og i hendes bolig er der hjemligt og hyggeligt. Der er mange fine billeder og porcelænsstykker, der vidner om et langt og aktivt liv. Johanne Marie Polnowic har nemlig interesseret sig meget for at male og lave porcelænsmaling.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.