11.09.01- Formiddag

10. september 2002 08:00

Papir blafrer omkring i luften, da Hans Benson kommer op af undergrunden. Folk går langsomt, kigger desorienterede op mod det nordlige af World Trade Center-tårnene. - Uheld, brand, lyder nogen af ordene fra de stirrende mennesker. Hans kigger op, men han kan ikke se andet end de blafrende papirark, der stille sejler ned mod gaden. Han hører ikke de hylende sirener, der nærmer sig. Klokken er 9.03, da han undrer sig over en drønende høj motorlyd lige over hans hoved. Han kigger op og stivner. Et fly tordner lige hen over ham kun få hundrede meter oppe i luften. Så forsvinder det ind i Sydtårnet 50 meter foran ham. Hans Benson står stille i ét sekund i vantro over, hvad han ser. Så vælter en gigantisk, orange ildkugle ud af tårnet, og luften brydes af eksplosionen af 38 tons flybrændstof. Faldende jern- og glasstykker brager ned over gaden. I Henrik Rehrs lejlighed 300 meter derfra græder Sebastian forskrækket over eksplosionen, der får ruderne til at klirre. Henrik hiver Sebastian op på armen. Han ruller persiennerne ned i tilfælde af en tredje eksplosion skulle trykke vinduerne ind. - Det kan jo ikke passe....Det kan bare ikke passe.... Ane Mandrup vandrer hvileløst rundt på gangene i konsulatet. Hun har svært ved at koncentrere sig, men møder op til konsulens krisemøde på kontoret, der er omdannet til kommandocentral. Ane er imponeret. Hun fatter ikke, hvordan nogen kan have ressourcer til at overskue noget som brandtrapper, evakueringsplaner og kontaktsystemer. Så sker der pludselig noget med hende. Ane går på arbejdspilot og begynder næsten robotagtigt at tage fat på sine opgaver. Hun tager sig af den første dansker, der rystet ankommer på konsulatet. Hun taler med pressen. Hun føler ingen angst. Faktisk føler hun slet ingenting. Poul Lange stirrer på fjernsynet. Så griber han i en refleks sit kamera og løber op på taget, hvor han kan se World Trade stå i flammer. Henrik Rehr har sin kone på mobilen. Sønnen Ambrose går i skole få hundrede meter fra centret. - Måske er han bange, Jeg skal nok hente ham, lover Henrik inden han lægger på - et løfte, han ikke kommer til at holde. Pludselig lyder en underlig, snurrende lyd. Det er som om, den får hele komplekset på 36 etager til at skælve. - Sydtårnet er faldet sammen, rapporterer fjernsynet i baggrunden. Henrik åbner persiennen med to fingre. Det slipper intet lys igennem det sorte støv, der nærmest står som en mur uden for vinduet. Henrik har aldrig set sådan et mørke før. Så falder støvet og omgivelserne begynder at dæmre. Alt er indhyllet i et tykt gråt og hvidt lag støv - selv vandet - ingen mennesker er at se. En tom klapvogn står ensom på promenaden foran ejendommen. Der er helt stille. - Atomvinter, tænker Henrik Rehr, mens han lamslået stirrer ud af vinduet. - Hele det sydlige Manhattan skal evakueres øjeblikkeligt, melder CNN i baggrunden. ma-b & kris (Fortsættes...)

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...