Retspleje

11-13 årige menes at stå bag hærværksbølge

Vidne så to drenge smadre ruder efter midnat - politiet tror, de er med i hærværksslæng på fem drenge

HADSUND: Politiet tror, at det er et slæng på fem drenge i alderen 11 til 13 år, der har stået bag hovedparten af de 23 tilfælde af hærværk, der siden 4. juli er begået i Hadsund by, nogle småindbrud og afbrænding af en knallert. Det siger vicepolitiinspektør Jørgen Villadsen, Hobro Politi. Han oplyser, at et vidne natten til onsdag klokken 10 minutter over ét så to af drengene smadre ruder hos Hadsund Maskinforretning på Østergade. Drengene har til afhøring hos politiet. - De har ikke umiddelbart erkendt det, selv om et vidne tydeligt har set og genkendt dem, siger Jørgen Villadsen, der undrer sig over, hvad drengene lavede ude på det tidspunkt. - Lader deres forældre dem bare rende ude i byen?. Det gør man måske? Er det os, der er gammeldags?, spørger vicepolitiinspektøren og fortsætter: - Hvis vi ikke får dem stoppet nu, så får vi et endnu større problem. Det være forældrene, der skal opdrage dem og holde øje med om deres opdragelse virker. Jørgen Villadsen håber, at myndighedernes reaktionerne efter at drengene er blevet genkendt kan være med til at sætte en stopper for hærværket og drengenes kriminelle løbebane. - Ellers ved vi, at jo ældre de bliver, jo grovere bliver det. Jørgen Villadsen ved også, at det generelt er svært at få forældrene til at erkende problemerne. - De har svært ved at tro, at deres børn har gjort noget galt, hvis de siger, at det ikke er dem, siger Jørgen Villadsen og håber, at det i dette tilfælde kan hjælpe på erkendelsen, at drengene er blevet genkendt. - Vi siger ikke, at det er dem, der har lavet det hele, men vi vil nok tro, at en del af hærværket er begået af de samme, siger han på politiets vegne. - Og én af dem er stærkt i søgelyset i forbindelse med afbrændingen af en knallert, lige som der også er tale om kriminalitet af anden art, for eksempel nogle småindbrud, siger Jørgen Villadsen. Blandt de 23 tilfælde af hærværk er der mange knuste ruder, en del hærværk imod biler, ligesom det er gået ud over cykler, blomsterkummer og sensoren til overvågningskameraet ved skulpturen Bølgen, der tidligere har været udsat for hærværk.