11-årige skød løs

Ikke mange deltagere fra skoler i Vendsyssel

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sara fra Vilsted Friskoles andethold lavede hele 192 point - hendes bedste nogensinde. Skolens førstehold vandt det nordjyske mesterskab. Foto: Kurt Bering

De 20 bedste hold fra nordjyske 5. klasser mødtes lørdag til skydning. Brønderslev Skytteforening har landsdelens største 15 meter baner. På 20 baner blev alle 83 skydninger afviklet på tre timer. - Vi har haft deltagere med fra Frederikshavn i mange år, men de senere år er henvendelser til skolerne ikke nået ud til lærere og elever, forklarer Ole Madsen den ringe tilslutning fra områdets skoler. Hørby-Dybvad Skole var eneste finale-deltager fra området. I de indledende blev de nr. 16 af de 20 hold, og i lørdagens finale rykkede de op på 14. pladsen. - Det er sjovt at skyde med rigtige patroner. Og man skal koncentrere sig, for at få flest point. Men vi vil ikke fortsætte med det, siger holdets piger, Lise og Christina. Lasse blev holdets topscorer med 191 point af 200 mulige. Søren (189 p.) vil gerne fortsætte, selv om han også spiller fodbold. Derhjemme går de med deres fædre på jagt. Vadum Skole og Vilsted Friskole havde hver to hold med i finalerne. Faktisk var der hele fem hold mellem de 20, der kommer fra Vilsted Skytteforenings område ved Løgstør. - Vi har fire skoler i vores område og så har vi tre træningsskydninger. Dét tror jeg, gør en forskel, forklarer Rasmus Larsen fra foreningen i Vilsted. Børnene får selvfølgelig grundig instruktion i sikkerhed inden konkurrencen. Ellers er der mange voksne med. Specielt Poul og Lisbeth Sørensen fra Brønderslev holdt øje. De var banekommandører. - Det er mange år siden vi har haft sådan et stævne. Men det gik godt, fortæller Lisbeth Sørensen, der måtte vente med frokosten til det sidste skud var affyret. Generelt klarer pigerne sig bedst. - De er simpelt hen bedst til at koncentrere sig. Et par piger fra Vilsted lå konstant over 190 point - selv om de er begyndere, forklarer Eskil Aachmann, Præstbro, der var med til at arrangere. Bedste individuelle skytte var Kirstine Dybdal fra Vilsted Friskole med 198 point. Skolen vandt også klart det nordjyske mesterskab med 782 point foran Vadum Skole.