11 beboere på tysk plejehjem mister livet i smitteudbrud

59 personer blev testet positive for covid-19 på plejehjem i Brandenburg, som skærper testkrav til ansatte.

11 beboere på et plejehjem i Brandenburg i det østlige Tyskland er døde som følge af et smitteudbrud. Omkring halvdelen af de ansatte på stedet er ikke vaccineret mod covid-19. (Arkivfoto).

11 beboere på et plejehjem i Brandenburg i det østlige Tyskland er døde som følge af et smitteudbrud. Omkring halvdelen af de ansatte på stedet er ikke vaccineret mod covid-19. (Arkivfoto).

BERLIN:Et udbrud af smitte med coronavirus på et plejehjem i det østlige Tyskland har kostet 11 beboere livet.

Det skriver mediet Deutsche Welle.

Kun halvdelen af de ansatte på plejehjemmet, der ligger i delstaten Brandenburg, har vist at være vaccineret.

- Det er en meget, meget ubehagelig afsløring. Det er netop det, vi ikke ønskede at se igen, siger delstatens sundhedsminister, Ursula Nonnenmacher.

Som følge af udbruddet skærper myndighederne i Brandenburg nu testkravene til de ansatte i plejehjemssektoren, som ikke er færdigvaccineret.

I områder, hvor der er over 100 smittetilfælde ud af 100.000 personer i løbet af de foregående syv dage, skal medarbejderne testes for covid-19 hver dag.

Ursula Nonnenmacher begrunder tiltaget med, at beboere på plejehjem er særligt sårbare med hensyn til at blive alvorligt syge eller dø af virussygdommen.

Samtlige 11 ofre havde tidligere haft sundhedsproblemer, og de fleste var over 80 år.

Lederen af plejehjemmet har fået en bøde, fordi hun efter at være blevet testet positiv alligevel gik på arbejde og dermed udsatte beboerne for smittefare.

Ifølge avisen Bild er i alt 59 personer tilknyttet plejehjemmet - 44 beboere og 15 ansatte - blevet testet positive for covid-19.

Samtlige beboere er på grund af situationen blevet bedt om at holde sig på deres værelser, og der er nedlagt forbud mod besøg udefra.

Et familiemedlem til en beboer giver over for Bild udtryk for, at det bliver et lovkrav til alle ansatte på tyske plejehjem at være vaccineret. De nuværende regler er, at ansatte skal være iført mundbind og lade sig teste to gange om ugen.

USA er blandt de lande, som har indført vaccinationskrav for alle ansatte i sundhedssektoren. Alternativt må de finde sig et andet job, hvis de nægter at blive vaccineret, har præsident Joe Biden sagt.

Tyskland har de seneste uger, hvor temperaturerne er faldet, og flere mennesker mødes og opholder sig indendørs, oplevet et stigende antal smittetilfælde, skriver Deutsche Welle.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.