11 frivillige er klar til indsamling

Velgørenhed 1. marts 2007 05:00

{ TRANUM: 11 frivillige i Lerup-Tranum og Koldmose sogne har meldt sig som indsamlere ved Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling på søndag. - Vi er meget glade for, at 11 allerede har meldt sig til at gå rundt med raslebøsser. For det betyder, at vi kan sende indsamlere ud på mange ruter, siger Jonna Andersen, der er indsamlingsleder i Lerup-Tranum og Koldmose sogne. De frivillige indsamlere mødes i konfirmandstuen i Tranum kl. 11.45, hvor de vil få udleveret rute og indsamlingsbøsse. Menighedsrådet byder på kaffe og kakao, når indsamlerne vender tilbage. Det er ottende gang, at Folkekirkens Nødhjælp arrangerer sogneindsamling til fordel for de fattige i verden. På landsplan gav Sogneindsamling 2006 14,6 millioner kroner. I år går de indsamlede penge til at forebygge hiv/aids i lande, der er hårdt ramt af den grusomme epidemi: Zambia, Tanzania, Uganda, Kenya, Etiopien, Rusland og Cambodia. Alene i Afrika er 25 millioner smittet. Tre fjerdedele er piger og kvinder. Hvis nogen stadig har lyst til at deltage i indsamlingen, bedes de kontakte Jonna Andersen, tlf. 98 23 52 44, eller 80 60 80 60.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...