EMNER

11 røgforgiftet efter brand i Bilka

Lidt før kl.11.00 udbrød der brand i Bilkas Bistro i Aalborg. Branden udviklede sig eksplosionsagtigt, og området blev evakueret. Bilka åbnede igen omkring kl.12.00

Elleve mennesker blev ved 12-tiden bragt på hospitalet pga. røgforgiftning efter brand i Bilkas bistro i Aalborg Storcenter. Det oplyser vagthavende ved Aalborg Politi. Ild i friturefedt En frituregryde var formentlig stedet, hvor branden startede lidt før kl. 11.00. Ilden bredte sig nærmest eksplosionsagtigt pga olien, og området blev straks evakueret. Alle kunder i Bilka blev bedt om at opholde sig ved kassesluserne, der i forhold til bistroen ligger i den modsatte ende af butikken. Det meste af Bilka åbnede igen omkring kl.12.00 Klokken 11.18 havde brandvæsenet slukket ilden, og omkring klokken 12.00 åbnede butikken igen. Dog var grøntafdelingen lukket, fordi de uemballerede varer skulle skiftes ud, og Bistroen vil i hvert fald være lukket resten af mandagen. Det oplyser varehuschef Per Thomassen. - Selve branden bredte sig ikke voldsomt, men der er en del sod-skader, vi skal have udbedret, siger varhuschefen. Varehuschef lettet over forløbet Per Thomassen er godt tilfreds med, hvordan branden blev håndteret. - Heldigvis oplever vi ikke det her så tit, men det forløb heldigvis godt. Der var et godt samarbejde i mellem os, beredsskabet og politiet, så vi hurtigt fik kontrol med branden og fik folk evakueret, siger han. Muligvis startede branden ved en kortslutning Politiet er nu i gang med at efterforske den konkrete brandårsag. - Om det er en kortslutning, eller hvad der er sket, det ved vi ikke helt endnu, men vi formoder, at det er sådan, at det er gået til, siger vagthavende ved Aalborg Politi.