11 timer i Beatleland

Musik 1. april 2003 08:00

DVD POP/ROCK The Beatles: "Anthology" "I thought they were a great little land", siger Ringo Starr på et tidspunkt - med et stille, skævt smil - om alle tiders største, bedste og mest succesfulde pop/rockorkester, The Beatles, der i løbet af bare otte år, fra 1962 til 1970, nåede mere og også fik flyttet flere grænser for musikken end noget andet band før og siden. Derfor er der også al mulig grund til at endevende historien om "The Fab Four" én gang til, sådan som det sker i den imponerende stort anlagte "Anthology", hvor Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr (plus John Lennon i ældre optagelser) skiftes til at fortælle, mens spændende, gamle lyd- og billed-klip fyger over skærmen. Oprindeligt udkom "Anthology" jo i 1995 som ikke bare tre tætpakkede dobbelt-cd'er, men også tv- og video-serie, oprindeligt i otte afsnit, som nu er samlet på fire DVD'er og suppleret med en femte med yderligere knap halvanden times optagelser, der meget samler sig om arbejdet med selve "Anthology", men også de aldeles betagende nye videoer "Free As A Bird" og "Real Love". Man kan altid diskutere, hvad der giver mest: At sætte samtlige The Beatles' ordinære udgivelser - fra "Please Please Me" fra marts 1963 frem til "Let It Be" fra maj 1970 - på spillen. Eller den mundtlige genfortælling med lige knap så mange melodier og tekster. Den samlede spilletid er efterhånden næsten den samme: cirka 11 timer. Men historien om The Beatles kan næppe fortælles bedre og mere charmerende og afslappet end af den meget talende (og lidt dominerende) Paul, den mere sagtmodige (og let spydige) George og den stille (og jævnt mumlende) Ringo, som på de nye optagelser også giver flere eksempler på gode, sjove og ganske let kitschede jamsession med og uden brug af ukulele. Efter års op- og nedture - og et lidt belastet forhold mellem specielt McCartney og Harrison - tyder optagelser på, at de nåede at komme overens med hinanden, inden også Harrison døde. "This has been a really nice day", siger Ringo Starr efter en dag med masser af nostalgisk snak om gamle dage og bliver suppleret af en tør bemærkning fra Paul McCartney: "Yeah, we won't have to see you for the next 40 years"... Arkiveres under u. For uomgængelig. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk The Beatles: "Anthology". Apple/Parlophone/EMI.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...