EMNER

11 ton fyrværkeri belslaglagt på Fyn

Odense, torsdag /ritzau/ Odense Politi fik jackpot, da de fandt 11 ton ulovligt fyrværkeri Nørre Lyndelse, skriver Fyens Stiftstidende fredag. Fyrværkeriet, der lå i tre containere, blev fundet onsdag aften. - Containerne var proppet med fyrværkeri, og der er så meget, at vi har haft problemer med at få det opbevaret, siger chefpolitiinspektør John Jacobsen til bladet. Manden, der ejede stedet, hvor fyrværkeriet blev fundet, er nu sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Fundet i Nørre Lyndelse falder sammen med, at Silkeborg Politi for nylig fandt 5,5 ton fyrværkeri på en landejendom nær Them. Men om der er en sammenhæng, har Odense Politi endnu ikke fundet ud af. - Men det er noget af det, vi vil efterforske videre i, siger John Jacobsen. Fyrværkeriet er ikke godkendt til salg i Danmark, og det er med til at gøre det ekstra farligt i de forkerte hænder. - Fyrværkeri, der kommer ud på den måde, er jo super farligt, for man ved ikke, hvad det er for noget krudt, der er i, og om det er de rigtige mængder, siger John Jacobsen til Fyens Stiftstidende. /ritzau/