EMNER

110 mister jobbet i Vrå

Samtlige 110 ansatte på A/S Arovit Petfood i Vrå mister arbejdet

110 ansatte på A/S Arovit Petfood i Vrå må vinke farvel til jobbet. Fabrikken, der fremstiller katte- og hundemad, lukker, og flytter produktionen til Østrig og til hovedsædet i Esbjerg, hvor virksomheden har 875 ansatte. Lukningen i Vrå sker i løbet af foråret og er led i en større tilpasning i koncernen, som for tre år siden overtog en række fabrikker fra den amerikanske Doane Pet Care Co. Direktør Henrik Weihrauch beklager lukningen i Vrå, men fremhæver, at det kan sikre fremtidige arbejdspladser på koncernens andre virksomheder i danmark og udlandet. Et halvt hundrede af medarbejderne i Vrå vil blive tilbudt arbejde i Esbjerg. Koncernens tørfoderfabrik i Vejen berøres ikke.