EMNER

110 udklædte børn til løjer hos HCI

NØRAGER:110 børn deltog sammen med 60 voksne i årets fastelavnsfest i hallen i tilknytning til Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev. Det var en smule færre end forventet fra arrangørernes side, Haverslev IF og Mejlby/Haverslev KFUM's IF. Alligevel fik deltagerne en rigtig hyggelig formiddag sammen i hallen, hvor der blev indledt med at slå katten af tønden. Det foregik i flere aldersgrupper, så også de voksne fik deres lyst styret. Herefter blev kattekongerne og deres dronninger hædret med traditionelle kroner, inden der blev uddelt slikposer til alle børn. De voksne måtte til gengæld nøjes med kaffe og fastelavnsboller. Gert Degn spillede op til dans og sanglege, hvilket børnene var meget begejstrede for. På samme tid agerede Tove Hansen, Annemette Kristensen og Inge Jacobsen sminkører for de børn, der havde lyst til farver på den vinterblege ansigtshud i anledning af fastelavn.