113 sundhedsansatte er smittet med corona den seneste uge

Statens Serum Institut opfordrer sundhedspersonale til at tænke ekstra over private sammenkomster.

KØBENHAVN:113 sundhedsansatte er smittet med coronavirus den seneste uge, oplyser Statens Serum Institut (SS). Instituttet opfordrer sundhedspersonale til at være særligt opmærksomme, hvis de eksempelvis tager til private fester.

- Sundhedspersoner skal være særligt opmærksomme på muligheden for smitte ved private sammenkomster, da det kan have store konsekvenser, hvis de bringer smitte til en arbejdsplads med udsatte personer, siger Tyra Grove Krause, afdelingschef hos SSI, i en pressemeddelelse.

I samme meddelelse udtrykker SSI bekymring for smitteudviklingen i Danmark.

Mange nye tilfælde af coronasmitte sker ved private sammenkomster, lyder det fra SSI.

Den seneste opgørelse fredag viser, at 292 er smittet med coronavirus det seneste døgn. Yderligere ni er indlagt, så tallet her er 44.

Også de unge får en opfordring med på vejen. I blandt andet Odense er 35 procent af nysmittede den seneste uge 20-29 år gamle.

- Min opfordring til de unge er at prøve at begrænse jeres sociale netværk, så I ikke ser for mange forskellige personer. Hold jer til jeres hold eller klasse og kun enkelte venner derudover samt jeres nærmeste familie, siger Tyra Grove Krause i pressemeddelelsen.

Den stigende smitte i indeværende uge har fået myndighederne til at reagere. Onsdag trådte en række restriktioner i kraft i 18 kommuner.

Fredag har Sundhedsstyrelsen udgivet informationsmateriale, der blandt andet henvender sig til kommuner med stigende smitte.

Styrelsen igangsætter blandt andet en særlig informationsindsats rettet mod unge.

I kampagnen opfordres der til, at personer, der bor i kommuner med stigende smitte, i en periode ser færre venner og bekendte.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.