114 til golf i sommervarme

Der var 114 deltagere i en Open Mixed Greensome, der blev spillet hos Jammerbugtens Golfklub. Turneringen var for par og blev gennemført i det bedst tænkelige vejr til tonerne fra VesterhavsRock.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Glade vindere efter spillet hos Jammerbugtens Golfklub. Førstepræmien i begge rækker var et weekendophold i Han Herred med frit spil på den smukke 18 huls bane i Fjerritslev.

Ved mixed greensome slår alle spillere ud fra teestedet. Herefter vælger hvert par den golfbold, de vil forsætte spillet med. De slår skiftevis til den lille hvide bold, indtil den ender i hullet på greenen. - 80 af spillerne var udefra kommende gæster på banen, og de nød spillet sammen med de lokale golfspillere. Mange af deltagerne er allerede tilmeldt en tilsvarende turnering næste år, der også spilles den sidste lørdag i juli, fortæller klubbens golfmanager og protræner Thomas Nielsen. Der blev spillet over 18 huller i to rækker. Vinder af A-rækken blev Lise Andersen og Thomas Winding med 40 point fulgt af Betty og Villy Holm med 38 point. Nummer tre blev Karen Fjeldgaard og Freddie Nielsen med 36 point. B-rækkens vindere blev Grethe Bundgaard og Hans Ole Pedersen med 38 point foran Kirsten og Johan Thorhauge ligeledes med 38 point. På tredjepladsen kom Anne Marie og Anders Damgaard med 37 point. På samtlige banens par 3-huller blev der konkurreret i at slå bolden tættest til hullet fra teestedet. På hul 2 vandt Thomas Winding med 1,48 m, hul 3 Karen Krogh 0,63 m, hul 9 Ib Brandstrup 0,90 cm, hul 10 Freddi Nielsen 2,42 m og hul 18 Thorben Thomsen 4,04 m. Efter turneringen var der fælles spisning i klubhuset. Golfklubbens formand Klavs Krogh var turneringsleder.