Kultur

119 års kulturhistorie kan nu tilgås fra sofaen

Tusinder af fotografier, tekster og meget mere fra Aarhus Teaters rige historie er nu tilgængeligt online.

Aarhus Teater er en vigtig og populær del af byens kulturliv. I 2014 mødte en større samling fans på pladsen foran det historiske teater for at hylde sanger Stig Rossen for hans præstation som hovedrollen, Jean Valjean, i Aarhus Teaters opsætning af Les Miserable.

Aarhus Teater er en vigtig og populær del af byens kulturliv. I 2014 mødte en større samling fans på pladsen foran det historiske teater for at hylde sanger Stig Rossen for hans præstation som hovedrollen, Jean Valjean, i Aarhus Teaters opsætning af Les Miserable.

AARHUS:Nu kan alle dykke ned i 119 års dansk kulturhistorie og finde paratviden nok til et helt livs middagsselskaber.

Aarhus Teater er i færd med at skanne, affotografere og registrere 350 hyldemeters arkivmaterialer for at gøre dem offentligt tilgængelige i et online arkiv.

Det er det første af sin slags i Danmark.

- Teatrets kunst eksisterer i nuet, men vores digitale teaterarkiv er med til at puste liv i fortidens forestillinger, både den 100 år gamle og den fra i går aftes, siger teaterdirektør Trine Holm Thomsen i en pressemeddelelse.

Det enorme teaterarkiv indeholder blandt andet næsten 30.000 fysiske fotografier, hvoraf 7000 foreløbigt er blevet digitaliseret, og kan findes i den digitale skattekiste.

Marianne Philipsen, som har stået for registrering og digitalisering af arkivmaterialet, har arbejdet på projektet i årevis.

- Jeg har været målrettet i gang med det i omkring fem år, siger Philipsen, der er arkivar og historiker ved Aarhus Teater.

Hun har "lang vej endnu", når det kommer til at skanne de tusinder af fotografier ind, mens registreringen af de mange informationer om over 100 års teaterforestillinger er så godt som i hus.

- Arkivet er online og fungerer. Der kan man nu se oplysninger om over 95 procent af de forestillinger, der er blevet spillet på Aarhus Teater, alle medvirkende og de mange, der har arbejdet bag scenen, siger hun.

Teaterforestillinger fortæller ifølge Trine Holm Thomsen ofte en bredere historie end det specifikke plot.

Bag ved kostumer, kulisser og replikker ligger typisk et ønske om at holde et spejl op til aktuelle tendenser, som udspiller sig i samfundet, kærlighedslivet og andet, der rører os som mennesker.

Derfor er teaterdirektøren glad for digitaliseringen, som er den første af sin slags i Danmark.

- Arkivet rummer vores – teatrets og publikums – minder og kortlægger teaterhistoriens traditioner. Det synes jeg er en smuk og vigtig mission, siger Trine Holm Thomsen.

Det digitale arkiv er lavet i samarbejde med Aarhus Stadsarkiv.

/ritzau/