Lokalpolitik

12,5 mio. kr. til Sindal

Pengene fosser ind i kommunekassen

SINDAL:Røde minusser er mere reglen end undtagelsen, når NORDJYSKE med jævne mellemrum skal rapportere om Sindal Kommunes økonomiske tilstand, men en gang om året går pengestrømmen den modsatte vej. Det er når Indenrigsministeriet uddeler sin årlige fattighjælp til særligt, vanskeligt stillede kommuner med lavt beskatningsgrundlag og relativt mange borgere på overførselsindkomst. 12,5 million kroner fosser ind i Sindals kommunekasse næste år, og det er omkring 2,5 mio. kroner mere end den check, som man har fået tildelt for år 2003. Dermed er Sindal den kommune i Nordjylland, der scorer det største beløb fra ministeriet, der i alt har sat nordjysk adresse på 80 millioner kroner ud af en samlet pulje på 414 millioner. Borgmester Søren Risager (V) glæder sig naturligvis over støtten. - Vi har haft en større vækst i udgifterne til overførselsindkomster end amts-gennemsnittet, så jeg havde på forhånd ventet, at vi fik mindst ligeså meget som sidste gang, siger borgmesteren, der håber, at politikerne i kommunalbestyrelsen kan blive enige om en ansvarlig håndtering af millionerne. Borgmesteren mener således, at man skal prøve at undgå at bruge pengene til driften, og ser hellere, at der sættes penge af til anlæg, altså veje og bygninger, og til kassen. Socialdemokraternes gruppeformand Ivan Leth siger: - Pengene falder på et tørt sted, men der nok ikke råd til noget ekstravagant, siger gruppeformanden, der dog ikke vil afvise, at S vil prøve at få nogle af pengene kanaliseret til skole- og børneområdet, der tidligere er blevet beskåret.