12-årig tæve med krampeanfald

?Vi har fra DE fået et spørgsmål vedrørende familiens 12 år gamle tæve, som for tre år siden fik konstateret en svulst i en mælkekirtel. Denne svulst er vokset, og der er kommet to mere som ikke er så store. Ejeren syntes ikke, hunden skulle igennem en operation, selvom deres dyrlæge rådede dem til det her i sommer. Forleden opførte hunden sig mærkeligt, faldt om på gulvet med kramper og fråde om munden, dette varede cirka fire minutter. DE vil gerne spørge, hvad der kan gøres, om der kan gives medicin der ikke sløver. Hunden er ellers frisk og fik hjerte og lunger undersøgt her i juli, og den fejler ellers ikke noget. Den har god appetit, sover godt og længe, og den er ikke øm ved berøring af svulsterne. Hunden har aldrig været syg, har kun været ved dyrlæge når den skulle vaccineres. DE spørger, hvad vi vil råde til. Hunden SKAL IKKE opereres, og ejeren er mest til bøjelig til at se tiden an. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at det krampeanfald jeres hund har haft, har noget med svulsterne at gøre. Hvis det er ondartede svulster der er tale om, kan der selvfølgelig være sket en spredning til hjernen, og det er det der forårsager krampeanfaldet. Er det tilfældet, vil en operation for at fjerne svulsterne ikke hjælpe. Jeg vil råde jer til at se tiden an, det er ikke sikkert at jeres hund får flere krampeanfald, men gør den det, synes jeg I skal tage til dyrlæge igen og få hunden undersøgt. Det kan ikke udelukkes, at der er en svulst i hjernen, men det kan ses på en scanning. Det vil i mange tilfælde være muligt at hjælpe hunden med krampemedicin, og man kan i samråd med dyrlægen, prøve sig frem med hvad der virker bedst og er mindst sløvende. De forskellige slags medicin virker forskelligt fra hund til hund. Gregers Gregersen, dyrlæge