12-årig tiltalt for drab på nynazistisk far

Opvæksten hos en voldelig, nynazistisk far gjorde en 10-årig amerikansk dreng til morder, siger forsvarer

Arkivfoto
Drab 1. november 2012 08:22

LOS ANGELES: En søn af af en fremtrædende nynazistisk leder sidder lige nu for retten i det sydlige Californien tiltalt for at slå sin egen far ihjel.

Drengen var bare 10 år, da han affyrede det dræbende skud, og retten i Riverside County øst for Los Angeles skal tage stilling til, om der er tale om et overlagt mord.
Drengen er "ikke anderledes en nogen anden morder", lyder det fra anklager Michael Soccio i sagens indledende bemærkninger tirsdag ifølge Los Angeles Times.
Den i dag 12-årige dreng ville have skudt sin far, der var regionsleder i Det Nationalsocialistiske Parti, selv hvis faren var medlem af et parti for fred og frihed, tilføjer anklageren.

Afhørt på video

Drengen blev afhørt på video kort efter sit fatale skud. På optagelsen siger han til en betjent, at han var træt af, at faren slog og sparkede ham og hans yngre søskende.

Faren skulle også have truet med at brænde huset ned, mens alle børnene stadig befandt sig indenfor. Når folk siger sådan noget, så bliver jeg "lidt vred", siger drengen under afhøringen, der blev vist for retten.
Drengen siger, at han besluttede sig for at "gøre en ende på det", og at han derfor tog en ladt .357 revolver fra forældrenes soveværelse og sneg sig nedenunder, hvor faren lå og sov efter en fest.

Skød med et skud

Han pegede revolveren tæt på farens øre, hvorefter han skød en enkelt gang.

- Jeg har det på en måde skidt nu, siger drengen.
- På en måde savner jeg ham.
Forsvarer Matthew Hardy siger, at drengens fornemmelse for rigtigt og forkert var blevet forpurret af at vokse op hos en voldelig nynazist:
- Hvis du ville skabe et monster, hvis du vil skabe en drabsmand, hvad ville du så gøre? Du ville placere ham i et hjem, hvor der er vold, børnemishandling og racisme.
- Han ville ikke have trykket på aftrækkeren, hvis troede, at det var forkert, lyder det fra Matthew Hardy.
/ritzau/DPA

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...