EMNER

12 mio. kr. til ufaglærte

København, tirsdag /ritzau/ Efter nytår kan uddannelsesinstitutioner søge om at få del i 12 millioner kroner, som Undervisningsministeriet vil bruge på bedre uddannelsestilbud til de ufaglærte. Pengene skal fordeles mellem netværk af uddannelser, der kan ramme behovene hos de ufaglærte og er især rettet mod ansatte på små og mellemstore virksomheder. - Vi ved af erfaring, at denne gruppe ikke benytter sig af statens efteruddannelsestilbud, som ansatte på større virksomheder gør. Samtidig er det vigtigt, at AMU-centre, tekniske skoler, handelsskoler og VUC får incitament til at stykke et sammenhængende tilbud sammen, siger undervisningsminister Ulla Tørnæs (V). /ritzau/