Trafikulykker

12 skadet da bus kørte i grøften

X-bus fra Frederikshavn forulykkede syd for Viborg - en var fastklemt

Den nordjyske X-bus kørte i snevejr i grøften sydvest for Viborg. Passagerne slap med mindre skader.Foto: Jens Erik Olsen

Den nordjyske X-bus kørte i snevejr i grøften sydvest for Viborg. Passagerne slap med mindre skader.Foto: Jens Erik Olsen

VIBORG:Mirakuløst slap passagererne uden alvorlige skader, da X-bussen der på vej fra Frederikshavn mod Esbjerg i går eftermiddag kørte i grøften på vejen mellem Viborg og Karup nord for landsbyen Frederiks. Især en kvindelig passager var usandsynlig heldig. Hun blev delvist fastklemt under bussen, men landede i en udhuling i jorden. Derfor slap hun med en mindre skade. Der var i alt 17 passagerer i bussen, som samler folk op i både Frederikshavn, Aalborg og Viborg. Men politiet i Holstebro havde i aftes ikke overblik over, hvorfra passagererne kom. Foruden kvinden blev 11 lettere tilskadekomne kørt til behandling på sygehuset i Viborg, mens de fem andre i en anden bus fortsatte mod Esbjerg. Ekspreslinjen mellem Frederikshavn og Esbjerg drives af Thinggaard Express. Direktør Poul Erik Thinggaard havde allerede ganske kort efter uheldet telefonisk kontakt med chaufføren, der hjalp passagererne med at komme ud af den væltede bus. - Først og fremmest er jeg glad for, at der ikke skete mere, når uheldet var ude. Så vidt jeg har fået at vide, er 11 af de 12 tilskadekomne passagerer allerede færdigbehandlet på sygehuset og på vej hjem, sagde Poul Erik Thinggaard i aftes. Den sidste af de tilskadekomne havde ifølge Poul Erik Thinggaards oplysninger fået en arm i klemme. Men ikke værre, end at passageren sandsynligvis også blev færdigbehandlet på Viborg Sygehus senere i aftes eller senest i dag. Ifølge Falcks indsatsleder skete ulykken ved, at bussen i det glatte føre gled ud i rabatten og lagde sig ned i grøften på højre side. - Desuden blæste det stærkt, og kombineret med glat føre er det umuligt for chaufføren at stille noget op i sådan en situation. Jeg har selv prøvet noget lignende engang. Men heldigvis sker det yderst sjældent, siger Poul Erik Thinggaard. Den første melding om ulykken lød på, at der var 50 personer i bussen, og Falck sendte derfor 12 ambulancer til stedet samt en redningsvogn og bjærgningskøretøjer. mons og /ritzau/