12 timer med the blues

Verdensstjerner gav den gas i Frederikshavn

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

35 år efter at Jeremy Spencer forlod Fleetwood Mac, er han tilbage for fuld spade. Foto: Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:Der var kræs til alle musikalske smagsløg, da nogle af verdens bedste bluesmusikere lørdag gæstede Frederikshavn. Der var den stille melankolske blues, den mere rå rockede blues og ikke mindst den funky dansevenlige blues. Alle genre inden for bluesverdenen var repræsenteret, da Frederikshavn Bluesfestival slog dørene op til 12 timers non-stop koncert i FFK-Hallerne. Ved årets begyndelse var der dog intet der tydede på, at Frederikshavn skulle have sin egen bluesfestival. Men et telefonopkald til medarrangør Peter Astrup fik hurtigt ændret på det. - Jeg blev ringet op af blueslegenden Sherman Robertson, som lige havde udgivet et album. Han ville høre, om vi ikke skulle finde ud af noget. Det er halvanden måned siden, og nu står vi så her, forklarer Peter Astrup med et smil på læben. Sammen med Frederikshavn Musik & Teatervenner har han stået for at arrangere den 12 timer lange festival. Sløv start Dagens startede dog ikke helt som arrangørerne havde håbet på. Da det første band Blue Junction gik på scenen klokken 14, var der kun kommet 36 personer. Men som dagen skred frem, ankom flere og flere. Og da festivalens hovednavn, den tidligere Fleetwood Mac guitarist, Jeremy Spencer gik på scenen lidt over klokken otte, stod omkring 350 blueselskende nordjyder og nordmænd klar til at tage imod ham. Og de fik hvad de kom efter. Efter mere end 30 år uden for rampelyset viste Jeremy Spencer, at han stadig tilhører verdenseliten inden for bluesgenren. Efter halvanden times koncert måtte han nærmest trækkes ned fra scenen, for at overlade pladsen til det næste band. Mens Jeremy Spencer bakket op af det veloplagte norske band Trond Ytterbø Blues Band mest gjorde i sig den melankolske blues var der mere gang i det næste rytmiske indslag. Blueslegenden Sherman Robertson og bandet BluesMove løftede på det nærmeste loftet i FFK-hallen, med deres dansevenlige blues. Klokken lidt over to om natten lukkede og slukkede det sidste af de ti bands festivalen, efter 12 timers forrygende blues. Og blueselskere i Nordjylland kan allerede nu begynde at glæde sig. Peter Astrup lover nemlig allerede nu at Frederikshavn vil være for en bluesfestival i 2007.