12 timers musik i Vendelbohallen

Plejehjemmene i Dronninglund er inviteret med for at tage forskud på kommunesammenlægningen

Der kommer 110 musikere til træffet. Arkivfoto

Der kommer 110 musikere til træffet. Arkivfoto

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:En tradition, der er kommet for at blive. Det er harmonikatræffet i Serritslev, der er tale om. På lørdag afvikles træffet, oog det er ”De Glade Musikanter”, der er arrangør sammen med Vendelbohallen i Serritslev. ”Glade mennesker”, ”god musik og højt humør”, ”hvor er her hyggeligt” og ”sikke en god stemning”. - Disse ord vil kendetegne årets harmonikatræf i Serritslev, idet 12 harmonikaklubber på skift vil gå på scenen og spille de mest fornøjelige melodier fra deres repertoirer, fortæller Else Nørnberg Povlsen fra ”De Glade Musikanter”. Harmonikagrupperne kommer fra det meste af landsdelen - lige fra Skagen i nord til Fræer og Randers i syd - Der deltager 110 glade harmonikaspillere og andet godtfolk. Træffet indledes klokken 12 med åbningstale ved Vendelbohallens formand, Jens Andersen, og derefter bliver 12 timers underholdning af meget høj karat med sang og dans til glade harmonikatoner, forsikrer Else Nørnberg Povlsen. Traditionen tro byder Vendelbohallen på gratis sildebord fra klokken 12 til klokken 13, så folk opfordres til at komme i god tid, da der bliver rift om pladserne. - Ved træffet 2004 begyndte vi med at invitere beboere på Brønderslev Kommunes plejehjem til harmonikatræf. De fremmødte beboere og deres hjælpere fik gratis entré samt eftermiddagskaffe - og dette initiativ vil vi gentage i år, hvor invitationen også omfatter gratis sildebord. - Samtidig har vi taget hul på kommunesammenlægningen, idet der også er sendt indbydelser til beboerne på samtlige plejehjem i Dronninglund Kommune - så vi håber at plejehjemmene samt støtteforeninger og vennekredse vil tage imod dette tilbud. Der er sendt indbydelser til Risagerlund, Tygelsgadecentret, Kornumgaard, Elmehøj, Rosengården og plejehjemmet i Stenum - samt plejehjemmene i Flauenskjold, Klokkerholm, Hjallerup, Asaa og Dronninglund. - Sidste år fik vi besøg fra plejehjemmene i Jerslev, Stenum, Brønderslev og Øster Brønderslev, samt Bålhøjcentret i Tårs og Skovgården i Hjørring - og i år håber vi, at endnu flere beboere og hjælpere vil møde op til en hyggelig eftermiddag i musikkens tegn. - Harmonikatræffet er en af de største musikbegivenheder i Serritslev, og der ventes et stort fremmøde. - I hallen kan der hele dagen købes mad og drikke og som sædvanlig, er der mulighed for selv at medbringe madkurv – dog skal drikkevarer købes i hallen. Else Nørnberg Povlsen fortæller, at det er ottende gang, der holdes harmonikatræf i Vendelbohallen – og som sædvanligt er der stor udstilling af harmonikaer - fra Odense Harmonika Center, hvor der vises de sidste nyheder indenfor ”maveorgler”. - Der vil endvidere være mulighed for at købe cd’er med harmonikamusik, så man også kan nyde de dejlige toner derhjemme. - Alt er på plads til, at denne lørdag i Serritslev kan blive festlig, folkelig og fornøjelig for alle.