12 Tour-ryttere er færdige efter styrt

Giro d'Italia-vinderen Ryder Hesjedal er blandt de ryttere, som er færdige ved årets Tour de France

Der blev 12 færre ryttere i feltet på efter sjette etape. Foto: Scanpix

Der blev 12 færre ryttere i feltet på efter sjette etape. Foto: Scanpix

METZ:Sidste dag inden bjergene blev skæbnesvanger for 12 Tour de France-ryttere, der efter det voldsomme styrt på 6. etape må udgå.

Klassementhåbet og Giro d'Italia-vinderen Ryder Hesjedal fra Garmin-Sharp er blandt de ryttere, der lørdag ikke er i stand til at stille til start.
- Hesjedal kommer ikke til start. Det er trist, men han kommer tilbage, skriver holdets manager Jonathan Vaughters på sin Twitter-profil.
Også den tredobbelte spanske eksverdensmester Oscar Freire er ude af Touren med brækkede ribben og en perforeret lunge.
Fredagens 205 kilometer lange etape fra champagnebyen Epernay til Metz var præget af nervøsitet og styrt.
Værst ramt er Wout Poels fra Vacansoleil, som blev den helt store taber.
Liggende i grøftekanten fik han hurtigt behandling af lægerne, og hollænderen blev hastigt kørt til et militærhospital i Metz, hvor det blev konstateret, at han har sprængt sin milt og en nyre, beskadiget lungerne og brækket tre ribben.
- Hans tilstand er stabil, siger en repræsentant fra Vacansoleil ifølge Cyclingnews.com om den 24-årige rytter.
Flere af Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytterne var også ramt af styrt, men alt i alt slap det danske hold billigt.
- Det var virkelig voldsomt. Det tog os lang tid at komme forbi de styrtede ryttere. Man flytter jo ikke lige folk, der ligger på asfalten og skriger, siger holdejer Bjarne Riis.
Lørdag formiddag har 12 ryttere måttet opgive at stille til start på 7. etape som en konsekvens af fredagens styrt.
Mens fire ryttere allerede måtte opgive under 6. etape, lyder den sidste melding på, at yderligere otte ryttere ikke stiller til start lørdag:
Fire ryttere gennemførte ikke 6. etape
Tom Danielson (Garmin-Sharp): Skader på skulder, ankel og ryg
Mikel Astarloza (Euskaltel-Euskadi): Forvridning af albuen
Davide Vigano (Lampre-ISD): Kravebensbrud
Wout Poels (Vacansoleil); Skader på nyre, milt og lunger samt tre ribbensbrud
Otte ryttere stiller ikke til start på 7. etape
Maarten Wynants (Rabobank): Ribbensbrud og punkteret lunge
Oscar Freire (Katusha): Tre ribbensbrud og punkteret lunge
Hubert Dupont (AG2R La Mondiale): Brud på armen og en af lændehvirvlerne
Amets Txurruka (Euskaltel-Euskadi): Kravebensbrud
José Ivan Gutierrez (Movistar): Knæskade
Imanol Erviti (Movistar): Skader på benet
Ryder Hesjedal (Garmin-Sharp): Blodansamlinger ved hoften
Robert Hunter (Garmin-Sharp): Rygskade
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.