12 unge fra Brovst skal opleve Malta

I Påskeugen skal de mødes jævnaldrene og lære kulturen at kende

BROVST:Martin Klitgaard på 15 år og 16-årige Trine Sørensen sidder onsdag sammen med klubleder Susanne Røge Falk og kigger på billeder fra de steder på Malta, som de om få dage selv skal opleve. På fredag drager de nemlig sammen med 10 andre unge og endnu to voksne til Middelhavsøen i 10 dage. Som en del af et ungdomsudvekslingsprojekt i EU-regi skal de unge mennesker ned og besøge en tilsvarende gruppe unge malteser. Overskriften er ”Strong Minds”, hvor tanken er, at deltagerne skal lære at kommunikere med hinanden gennem udendørs aktiviteter. Det skal ske i byen Xaghra på øen Gozo, som er den ene af de tre øer, Malta består af. Ikke som Mou Kær Både Martin Klitgaard og Trine Sørensen spørger interesseret til hvert billede, om de også skal se det og det, mens klublederen bladre igennem billederne på computerskærmen. Martin Klitgaard, som er elev i den såkaldte projektklasse, var i praktik på Sjælland, da han fik beskeden: Han kunne komme gratis med på udvekslingsturen sammen med andre jævnaldrene. - Jeg tænkte bare, at jeg har aldrig været så langt væk før. Jeg sagde ja med det samme, fortæller han. Udsigten til at komme ud og rejse var nok for Martin Klitgaard og efter at have set billeder fra Malta glæder han sig til at se det hele med egne øjne. - Vi skal nærmest bo på et bjerg, hvor det går stejlt ned. Det er ikke ligesom Mou Kær og det lyder spændende, forklarer han. Sagde straks ja Trine Sørensen, som er elev på Vedsted Friskole i Birkelse, sagde også ja med det samme, da hun blev tilbudt at komme med. - I den uge skal vi have lavet køkkenet, så jeg tænkte, at det bare var om at komme væk, fortæller hun. Med hensyn til turen spekulerer Trine Sørensen mest på, om det er nogle, som vil være til at snakke med og så på udsigten til at skulle i kirke. - Det gør de meget og jeg bruger ikke kirken så flittigt. Det har ikke min interesse, forklarer hun. Ingen små toppe At skulle leve sig ind i en anden kulturs normer og skikke vil nemlig blive en del af turen. Piger skal ikke have små toppe på og der bliver heller ikke noget med shorts, når gruppe skal på besøg hos malteserne. - De lærer en anden kultur at kende. De får også kontakter på Malta og hvis de har mod på det, kan de holde kontakten ved lige over nettet, forklarer Susanne Røge Falk. Hun peger på, at der er en del unge, som ikke kommer udenfor Brovst og at sådan en udveksling kan give både deltagerne men også andre lyst til det. - De skal se, at der er en anden verden udenfor Brovst og at man kan være sammen på tværs af alt. Det er udgangspunktet, tilføjer Susanne Røge Falk. Hun tror, at hvis deltagerne åbner sig, så kan det give dem nogle fantastiske oplevelser. Ingen klokkeslæt Susanne Røge Falk har allerede været en uge på Malta for at planlægge opholdet og under forberedelserne har hun kunne mærke, at det er en anden kultur, som gruppen skal ned og møde. Et eksempel på det er, at der godt nok er datoer på værternes aktivitetsskema for gæsterne, men der er ikke nogen klokkeslæt. Derfor har Susanne Røge Falk været så forudseende, at hun har lavet en plan B med tidsangivelser. De 12 unge, som skal med på turen, er udvalgt således, at de repræsenterer forskellige skoler, arbejdsforhold og steder i kommunen. Udvælgelsen er foretaget af Susanne Røge Falk og ungdomsskoleleder Kristen Henriksen.