Detailhandel

120 arbejdspladser i nyt varehus

De ansatte arbejder på højtryk for at blive færdige til åbningen af Føtex i Nørresundby 5. november.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Chef i Føtex i Nørresundby, Søren Flodgaard, bliver chef for cirka 120 medarbejdere.

Der er travlhed inden for i det nye Føtex varehus på slagterigrunden. 5. november slår dagligvarekæden dørene op til det 3000 kvadratmeter store varehus, hvor der lige nu indvendigt er ved at ske en forvandling. - Vi er så langt nu, at i de her dage er vi i gang med at sætte reoler op. Så vi er tæt på. Indvendigt begynder det at tage form og ligne en almindelig butik. Vi putter inventar ind, og så begynder vi at sætte varer på hylderne, siger salgschef i Nord- og Midtjylland i Føtex, Lars Alkert Andersen. Rent indholdsmæssigt kommer varehuset til at svare til de eksisterende i byen. - Det som aalborgenserne vil opleve, det er, at der er det samme sortiment, som man kender i dag fra Slotsgade og Aalborg Øst, siger Lars Alkert Andersen. Rent salgsarealmæssigt kommer afdelingen i Nørresundby til at svare til afdelingen i Aalborg Øst, men der bliver etableret cirka 170 p-pladser under varehuset. Der er også skabt mange nye job med det nye varehus, salgschefen regner med, at cirka 110-120 personer vil have beskæftigelse i huset. - Vi er så langt i forløbet, at vi har ansat alle dem, der får hovedbeskæftigelse i Føtex. De er ansat over de sidste måneder, så de kan tiltræde i løbet af den her måned. Nu er vi i gang med at ansætte deltidsmedarbejdere, så vi er ikke helt på plads. Vi er stadig ved at ansætte medarbejdere, der har studie og lignende ved siden af. Varehuschefen kommer til at hedde Søren Flodgaard, og han har de sidste 11 år været chef for varehuset i Brønderslev.