120 artister bag shows

Teater 20. marts 2003 07:00

BRØNDERSLEV: I slutningen af denne måned kommer det verdensomspændende Impact World Tour til Danmark. Impact World Tour til Danmark er et kulturshow bestående af 120 artister fra lande som USA, Polynesien og New Zealand. Artisterne henvender sig hovedsageligt til unge - både med sang, dans, skateboarding og ekstrem sport, men en kulturoplevelse ud over det almindelige for folk i alle aldre, der kan lide fart og farver. - Mange af artisterne anses for at være blandt verdens bedste inden for deres felt. Impact World Tour har med stor succes været på turné i store dele af verden, og nu er turen kommet til Danmark. Arrangørerne er den kristne organisation Ungdom Med Opgave (UMO) samt lokale kirker i Danmark. Showet gæster blandt andet Brønderslev. Foruden at festivalen indeholder arrangementer i Brønderslev Hallen, bliver der besøg på skoler med mere. - Festvalens indhold hviler på sunde, kristne grundholdninger, og agiterer ikke for nogen bestemt kirke eller menighed, men henviser interesserede til de lokale muligheder for et godt og trygt fællesskab, fortæller Lene Knudsen, Thise, der er én af de drivende kræfter til at få arrangementet til Brønderslev. Der er forskellige teams, der medvirker: Team Extreme er stærke mænd, bodybuildere og atleter i verdensklasse. Artisterne opfører aktionfyldte og styrkemæssige præstationer Håndjern bliver revet itu, baseball bat trækket over, telefonbøger revet fra hinanden og mursten bliver smadret. Thrive er et punk/rock band fra USA. Thrive består af fire fyre fra Kansas City, som med deres musik bidrager med en ny lyd til den hardcore musikscene. De sammenlignes med bands som Pod, Deftones og Pinkin Park. Det er første gang Thrive gæster Europa. I USA har de haft succes med at turnere rundt, især på skoler. Island Breeze består af dansere og sangere fra Polynesien. Artisterne opfører alternative eksotiske danse, som er underholdende både for børn og voksne. Der ud over vil der også være sang og drama, som også må siges at være anderledes end den vestlige kulturtradition. Island Breeze er kendetegnende ved farverige dragter, ild og de tilhørende kropsdekorationer. Impact World Tour er i Danmark under sloganet "Identitet gennem tro", hvilket skal indikere det dybereliggende formål med festivalen. - Arrangementet adskiller sig nemlig fra andre festivaler ved, at publikum i løbet af showet ikke kun vil få indblik i artisternes fysiske kunnen. Ind i mellem rocksangene og de dramatiske stunts på skateboardramperne, vil artisterne kort fortælle om deres personlige livshistorie. I Brønderslev kan Impact World Tour opleves fra torsdag 27. marts til søndag 30. marts. I denne uge gæster de Hjørring. Den tredje by, der får besøg, er Esbjerg. Mindre grupper optræder rundt om i landsdelen. Et scanerteam bor i Vesterkirken, og de har de seneste par uger haft travlt med at bygge scaterramper med mere. - I ni år har jeg scatet, fortæller 27-årige Jesse Fellers fra Cansas City. Han indrømmer, at det kan se noget halsbrækkende ud. - Min mor synes ikke så godt om det, fortæller han. Men min kone har accepteret de. For ikke at fragte skaterramper med fly fra USA til Danmark, bygges de på stedet. Ramperne bygges i den tidligere grovvareforenings bygning ved siden af Vesterkirken. - Foruden til showene i Danmark, kan vi også bruge ramperne i Holland, når vi i august optræder dér, fortæller Jesse Fellers. Han er teamleder for scatergruppen på seks, der består af scatere fra USA, Canada, Brasilien, Norge, Danmark og Holland. I de seneste år har Jesse Fellers og hans kone været fuldtidsansatte i Imppact World Tour, og når de ikke er på turné i verden, er de på kontoret hjemme i USA. Mens de bor i Stenum, har de benyttet lejligheden til at besøge et indendørs scatercenter i Tylstrup. - Og så træner vi hver dag, fortæller Jesse Fellers. I aften går det løs med første show i Hjørring, og så går det ellers slag i slag i de næste halvanden uge.Et af showene består i at springe over personer, men der må i Danmark ikke benyttes publikum - kun showets egne folk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...