120 til Kong Alkohol i høje hæle

Arrangørerne måtte flytte bogreoler og alt, hvad der overhovedet kan flyttes på Skørping Bibliotek, da hele 120 personer forleden ville høre foredraget om "Kong Alkohol i spadseredragt og høje hæle".

Anna Marie Aggerholms foredrag om alkoholisme trak hele 120 interesserede til. Privatfoto

Anna Marie Aggerholms foredrag om alkoholisme trak hele 120 interesserede til. Privatfoto

Skørping Bibliotek havde arrangeret foredraget med Anna Marie Aggerholm sammen med Aktive Kvinder, som sørgede for stående kaffebord til de mange deltagere. - Det var helt overvældende. Vi var ikke selv klar over, at vi kunne være så mange på biblioteket. Men så ved vi det til en anden gang. Vi kunne også godt overveje at gentage arrangementet, siger bibliotekar Elsebeth Møller. Hun havde i første omgang reserveret lokale til 20 på KulturStationen, men da interessen viste sig at være større, fik hun lagt billet ind på et lokale til 50. Det viste sig så heller ikke at slå til, og derfor måtte man i hast rydde plads på biblioteket, som ligger i stueetagen af KulturStationen. Den store sal var nemlig optaget af et andet arrangement.