1200 unge rykket ind på rådhuset VÆRTSBY: 1200 handelsskoleelever afvikler DM i Frederikshavn - og sov i nat på Frederikshavn Rådhus

Hans Christensen
Han­dels­sko­le­ele­ver­ne spil­lede tors­dag hånd­bold i 11 id­ræts­hal­ler. Her er det i Are­na Nord, hvor der i ef­ter­mid­dag er fi­na­ler - i Id­ræts­hal­len.
Håndbold 9. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: - Vi har besat rådhuset i sympati med de unge fra Nørrebro, siger en ung gut med kasketten på sned og smil om munden, da vi træder ind ad døren til borgmesterkontoret. Rundt omkring på gulvet ligger en flok store knægte på luftmadrasser. I hjørnet står en ghettoblaster og sender fede rockrytmer ud i lokalet og udenfor på de blå rør på balkonen hænger joggingtøj og håndklæder til tørre. Jo, der er sket noget, siden Erik Sørensen & Co. forlod rådhuset ... På borgmesterkontoret residerer de unge fra Vejle Handelsskole. I et andet lokale er det pigerne fra Grinsted Efterskole, der hygger sig og på gangene spiller andre kort, strækker ud, jogger rundt eller hænger ud med kammeraterne. ”Alt er nyt, men meget er ved det gamle”, forkynder en plakat på væggen. Det handler vist om kommunalreformen og budskabet passer ligesom ikke længere. Frederikshavn Rådhus er i disse dage forvandlet til et sportskollegium. Gæstfrihed 1200 handelsskoleelever fra hele landet er rykket ind i betonbunkeren midt i byen. De er i Frederikshavn for at afgøre, hvem der er Danmarks bedste handelsskoleelever i disciplinen håndbold - og lidt benovede over, at få hele rådhuset stillet til rådighed i to dage. Det er da gæstfrihed, som de færreste byer kan matche, men hvad gør man ikke, når man vil profilere sig som værtsby ... I 11 idrætshaller syder det af håndbold. Torsdag blev der spillet handelsskolehåndbold i idrætshallerne i Arena Nord, FFK-Centeret, Abildgaardhallen, Bangsbohallen samt hallerne i Ravnshøj, Elling og Strandby. - Handelsskolerne har de sidste 10 år spillet om DM men aldrig tidligere med så mange deltagere, fortæller Peter Laigaard, der er koordinator på det store arrangement. - Med så mange deltagere er der vel kun tre-fire byer, der kan magte det og her i Frederikshavn har vi heldigvis faciliteterne, der gør det muligt, siger Laigaard, der fik idéen til at bruge rådhuset som indkvartering og hurtigt fik accept fra kommunen. - Frederikshavn Handelsskole er under ombygning, så vi manglede et sted og på rådhuset kan vi samle alle de unge under ét tag, siger Peter Laigaard. Handelsskoleeleverne transporteres mellem de forskellige spillesteder med bus. Frederikshavn handelsskole har selv syv hold med i turneringen. Trådene samles i Arena Nord, hvor der er information og bespisning af de mange deltagere og i aftes var der café og stævnefest for de mange unge håndboldspillere. Først spillede det lokale band CatoJam livemusik i foyeren og derefter var der diskotek i arenaen, hvor finalerne spilles i eftermiddag. Herrefinalen afvikles klokken 15.15 og damernes klokken 15.50. B-slutspillets kampe spilles i FFK-Centeret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...