Hvalpsund

13.093 besøgte Hessel sidste år

Gæsterne bliver lidt længere.

HVALPSUND:De officielle besøgstal for Herregården Hessel ligger nu klar for 2008. Museet blev besøgt af 13.093 børn og voksne. Det er 70 færre end i 2007, men i og med at der i 2008 ikke var åbent i påsken, finder museets daglige leder Karen-Louise Smidth tallene yderst tilfredsstillende. - Der er jo altid diskussion om udregningen. Man kan regne i betalende og ikke betalende. De ikke betalende er mindre børn og medlemmer af Hessels Venner, siger Karen-Louise Smidth og fortsætter: - Det vigtigste for mig er, at tallet rummer de mennesker, børn og voksne, der forhåbentlig har haft en dejlig tid her både oplevelsesmæssigt og rent informationsmæssigt. Vi har observeret, at vores gæster generelt har brugt længere tid her end tidligere, hvilket jo ikke kan ses i en almindelig opgørelse. Det skyldes dyreholdet, forbedring af madpakkeforhold, bedre information med mere.