EMNER

13-årig gør klar til fest

Jens Sønderupjens.soenderup@nordjyske.dk SKARP SALLING: - En vild stor glæde og kæmpe lettelse - især for Anja. Det var den umiddelbare reaktion fra 13-årige Anjas plejefar, da vi fredag fangede ham på en mobiltelefon i det midtjyske. Alt mens Anja var sammen med sin plejemor. For den 13-årige tvangsfjernede pige fra Farsø Kommune er nemlig tilbage hos sin plejefamilie på Løgstør-egnen. For både for den og Anja har det i nogle dage ligget i luften, at hun ville få lov til at flytte tilbage til sin plejefamilie - fra den børneinstitution i Østhimmerland, hvor hun har været anbragt siden første december. Og onsdag besluttede Farsø Kommunes socialudvalg så, at den 13-årige skulle flytte tilbage til plejefamilien, der i øvrigt har to andre plejebørn fra Farsø Kommune. - Det har været en meget hård tid for os alle, men selvfølgelig først og fremmest for Anja. Så glæden over, at hun nu atter skal bo hos os, er nærmest ubeskriveligt stor. Og det betyder også, at Anja nu for alvor, ligesom sin kammerater, kan være med i alle konfirmations-forberedelserne, og at vi kan holde festen for hende, fortæller plejefaderen. Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere - herunder kommunens fremgangsmåde. Heller ikke Anjas plejemor ønsker at stå frem: - Vi har valgt ikke at udtale os - først og fremmest af hensyn til Anja,slutter plejefaderen, der heller ikke ønsker sit navn frem.