EMNER

13-årig pige skal ikke se sin far

- Pigen har gennem hele sagen følt et massivt pres fra sin sagsbehandler for, at hun skulle se sin biologiske far. Det siger advokat Mona Meelberg, den 13-årige piges bisidder, da Farsø Kommunes børne- og ungeudvalg mødtes tirsdag eftermiddag.

Her skulle udvalget afgøre, om den 13-årige pige skal tvinges til samkvem med sin biologiske, der er dømt for incest mod hende. Resultatet går imod Farsø Kommune: Hun skal ikke tvinges til at se sin far, og det er Mona Meelberg glad for. - Hun er en meget dejlig pige, og jeg kan slet ikke forstå, at Farsø Kommune oven i købet vil have hende under behandling af en psykolog. Eneste grund til det er da, at kommunen på den måde tror den kan forberede hende på mødet med sin far, siger Mona Meelberg. Om pigen kommer hjem til sine nuværende plejeforældre er derimod mere tvivlsomt. - Folkene fra Farsø Kommune siger, at de gerne vil samarbejde med mig i denne sag, men sådan som holdningen åbenbart er, så tror jeg ikke umiddelbart på det, siger Mona Meelberg. Hun fortæller også, at det under mødet i børne- og ungeudvalget kom frem, at pigens biologiske far havde lagt pres på Farsø Kommune for at få lov til at se sin datter. Pigen får dog lov til at være sammen med sin nuværende plejefamilie i juledagene og til nytår, ligesom hun også kan vende tilbage til Bakkeskolen i Skarpsalling i Løgstør Kommune efter nytår. 1. sektion side 5