13-årig sagde undskyld for røveri hos købmand

BRØNDERSLEV:En 13-årig dreng fra Brønderslev, der 8. juli begik et røveri hos Spar-købmand Gerhard Jacobsen i Vestergade i Brønderslev, har været hos købmanden, for at arbejde sin gæld af. Den 13-årige vaskede købmandens varebil, og han sagde pænt farvel, da han gik, ligesom han havde hilst pænt på købmanden, da han kom, hvor han også undskyldte sin forbrydelse. Drengen havde sammen med en kammerat stjålet skrabelodder fra købmanden få minutter før lukketid tirsdag 8. juli. De to drenge blev videofilmet, og politiet kunne straks genkende den 13-årige, der har indrømmet røveriet. Han ved dog ikke, hvem kammeraten er. Det blev aftalt, at drengen skulle komme på besøg hos købmanden, og at han skulle vaske købmandens bil, hvorefter sagen skulle være glemt. - Jeg tror, at drengen er tilfreds med udfaldet af sagen, siger stationsleder hos Brønderslev Politi, Henrik Poulsen, som håber, at forløbet også har haft pædagogisk indvirkning på drengen.