13-årige Edward fra Arden er klar til MGP 2017
Når Danmarks Radio den 4. marts blænder op for årets udgave af den populære sangdyst for børn og unge; MGP 2017, er det med 13-årige Edward Blicher Henriksen fra Arden som én af deltagerne. Han stiller op med sangen "Dans med mig", der handler om at droppe mobiltelefonen og Pc’en og komme ud og opleve noget i stedet.
Edward, der til daglig går i 7.A på Arden Skole, er egentlig en rigtig fodbolddreng, der bruger det meste af fritiden på fodboldbanerne hos lokale Jarl Arden. Alligevel blev han fristet af en opfordring om at sende en sang ind til MGP.
- I sommer så jeg en reklame på internettet, at man kunne sende en sang ind til MGP. Jeg tænkte, at det kunne da være meget sjovt, og samme eftermiddag skrev jeg den sang, som jeg stiller op med. Det var første gang, at jeg prøvede at skrive en sang, fortæller Edward.
Det startede med over 400 sange
Edwards sang var én blandt godt 400 bidrag til MGP. Ud af disse blev 54 udvalgt til at gå videre til en workshop, hvor de unge skulle arbejde sammen med professionelle producere, sangskrivere og sangere.
- Det var stort, at blive udtaget til workshoppen blandt så mange indsendte sange. Efter workshoppen gik jeg videre til en egentlig audition, hvor jeg skulle optræde for fire dommere og besvare en masse spørgsmål.
- Jeg følte ikke, at det gik så godt til min audition, og derfor blev jeg meget overrasket, da jeg fik at vide, at jeg skulle være med i MGP. Jeg fik det at vide til fodbold på vej til en kamp mod Skørping. Her dukkede værten Sofie Østergaard op og overraskede mig. Det var helt vildt, fortæller Edward, der glæder sig meget til oplevelsen, som finder sted i Jyske Bank Boxen lørdag den 4. marts, og som selvfølgelig vises direkte på DR.
Glæde og lidt nervøsitet
- Jeg glæder mig rigtigt meget, men er selvfølgelig også lidt nervøs. Men jeg er sikker på, at det nok skal gå godt, fortæller Edward, der i disse uger bruger rigtig megen tid på at øve sig, både med sangen og sammen med danserne, der skal med på scenen.
Sangen hedder som nævnt "Dans med mig", og handler om nyde livet, og ikke bare sidde foran en PC eller stirre ned i en mobiletelefon, mens alt det sjove foregår udenfor.
- Jeg elsker selv at være udenfor, og lave en masse aktiviteter. Så det var helt oplagt for mig, at skrive den sang.
- Jeg håber selvfølgelig det bedste, men om jeg vinder, ved jeg ikke. Jeg har ikke hørt de andre sange endnu, så det er lidt svært at bedømme, hvor jeg står, slutter Edward Blicher Henriksen.
Herfra ønsker vi Edward al mulig held og lykke!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.