Politik

13 kommuner har sluttet sig til søgsmål for udligningsfejl

Kommuner, der sagsøger staten, går efter at få økonomisk kompensation efter fejl i udligningssystemet.

Arne Boelt (S), der er borgmester i Hjørring Kommune, skal deltage i høring i Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om udligning onsdag.

Arne Boelt (S), der er borgmester i Hjørring Kommune, skal deltage i høring i Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om udligning onsdag.

KØBENHAVN:Fristen er endnu ikke overskredet, men tirsdag lyder meldingen, at 13 kommuner formelt har sluttet sig til søgsmålet mod staten for fejl i udligningssystemet.

Det fortæller Arne Boelt (S), der er borgmester i Hjørring Kommune, som er tovholder på sagen.

- Det, vi går efter, er, at få en kompensation fra år 2017 til 2018 i forhold til punktet om uddannelsesniveauet for udlændinge. For min kommune vil det betyde 47 millioner kroner ekstra i kassen, siger han.

- Det er det, vi går efter for at kunne trække vejret bare en lille smule, indtil vi får denne her udligningsreform, hvor man kan få tandhjulene til at spille rigtigt sammen igen, tilføjer borgmesteren.

Onsdag afholder Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg en høring om konsekvenserne ved fejlene i udligningsordningen.

Målet med høringen er blandt andet, at udvalget vil høre, hvilken effekt en økonomisk kompensation, der rækker to år tilbage, vil have på kommunerne.

I Hjørring vil det betyde et væsentligt løft i kernevelfærd, vurderer borgmesteren. Det budskab vil han tage med til høringen.

- Hvis vi får 47 millioner vil vi kunne komme op på gennemsnittet i forhold til børnepasning, skolegang og ældrepleje på et år, siger Arne Boelt.

I januar anbefalede et juridisk notat, at de i alt 20 kommuner, der har været involveret i processen, gik videre med sagen. Notatet var bestilt af kommunerne, der føler sig snydt for flere hundrede millioner kroner.

De mener, at der har været en fejl i den måde, som udlændinges uddannelsesniveau er blevet registreret på i forhold til udligningen.

- Når så mange kommuner går i gang med at lave et sagsanlæg mod staten, er det kun fordi, vi er presset voldsomt, siger borgmesteren.

Han oplever, at borgerne presser på for, at der kommer en løsning.

- Derfor tror vi, at man risikerer at få nogle bevægelser i Danmark lignende dem, man har set med De Gule Veste i Frankrig.

- Der kan nogle måske godt trække på smilebåndet, men det tror jeg på, siger Arne Boelt.

Der er fortsat seks kommuner, der mangler at tilkendegive, hvorvidt de vil slutte sig til søgsmålet.

Dem, der har meldt sig på banen, er Hjørring, Guldborgsund, Næstved, Odsherred, Lolland, Svendborg, Rebild, Mariager Fjord, Randers, Jammerbugt, Brønderslev, Kerteminde og Assens.

/ritzau/