13 millioner i kinesisk storby skal blive hjemme
Hver anden dag må et medlem af husstanden gå ud for at handle i Xi'an. Der er fundet 52 nye smittetilfælde.

AP Week in Pictures Asia Ng Han Guan/Ritzau Scanpix
I den nordlige kinesiske storby Xi'an fik alle 13 millioner indbyggere onsdag ordre til at blive i deres hjem. Det sker i forbindelse med skærpede covid-19-restriktioner efter et tiltagende smitteudbrud.
Restriktionerne betyder, at alle husstande kun hver anden dag må sende et enkelt medlem fra husstanden ud af huset for at gøre basale indkøb. Alle andre skal forblive indendørs.
Der kan være undtagelser ved nødsituationer, hedder det i en erklæring fra bystyret på sociale medier.
Xi'an er hovedstad i provinsen Shaanxi i det nordlige Kina.
I Xi'an er der registreret 52 nye smittetilfælde onsdag. Det totale antal af registrerede smittetilfælde i byen er dermed 143 siden 9. december.
Beijing er ved at forberede værtskabet for vinter-OL i februar, og myndighederne er i højt alarmberedskab over for pandemien og kæmper mod lokale smitteudbrud i flere byer.
Ordren om, at alle skal blive indendørs i Xi'an, kom dagen efter, at der blev iværksat en kampagne for at teste alle 13 millioner indbyggere.
Alle langdistancebusser er indstillet, og der er opstillet kontrolposter ved indfaldsvejene. Over 85 procent af alle fly til og fra byens vigtigste lufthavn er aflyst.
Kina reagerer med drastiske tiltag over for hvert eneste smitteudbrud, og der er i praksis noget nær nultolerance. I den sydlige by Dongxing fik 200.000 mennesker tirsdag ordre til at isolere sig hjemme, efter at et enkelt tilfælde var blevet registreret.
/ritzau/AFP