Udland

13 unge til fødselsdagsfest omkommet i brand på fransk bar

En brand er fredag aften brudt ud på en bar i byen Rouen i Normandiet. Den er ifølge myndigheder ikke påsat.

13 mennesker er omkommet i en brand på en bar i Normandiet i den vestlige del af Frankrig, skriver den lokale avis Paris-Normandie på sin hjemmeside.

Yderligere seks meldes kvæstet i branden, der menes at være en ulykke.

Ofrene var ifølge Paris-Normandie gæster ved en fødselsdagsfest på baren Le Cuba Libra.

Branden opstod ifølge de første meldinger i kælderen, hvorefter brandfolk kort før klokken 01 blev kaldt til stedet.

Det tog cirka en halv time at få ilden under kontrol. Efterfølgende kunne brandmænd bjærge 13 lig fra stedet, mens seks personer modtager behandling for deres kvæstelser.

Der er ifølge Paris-Normandie tale om unge mennesker i alderen 18 til 25 år. De er omkring klokken 04 ikke blevet identificeret.

Avisen skriver, at branden blev udløst af en eksplosion i kælderen, hvor fødselsdagsfesten blev afholdt. Vidner er dog natten til lørdag ved at blive afhørt for at kunne fastslå brandårsagen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.