Gymnastik

130 gymnaster på gulvet

Amtsjuniorholdet fra DGI er med igen i år. Her et foto fra sidste års opvisning. Arkivfoto

Amtsjuniorholdet fra DGI er med igen i år. Her et foto fra sidste års opvisning. Arkivfoto

AALESTRUP:Lørdag runder Aalestrup Gymnastikforening sæsonen af med forårsopvisning. Gymnastikopvisningen inkluderer omkring 130 aktive fra de lokale hold, der vil vise, hvad de har arbejdet med i løbet af vinteren. Herudover giver amtsjuniorholdet fra DGI-Himmerland også opvisning. Amtsjuniorholdet består af cirka 90 børn i alderen 10-13 år. De unge kommer fra Aars, Løgstør, Hobro, Aalestrup og Farsø. Ole Christiansen, der afslutter sin 31. sæson som instruktør for herrerne, deltager med et af de største hold. Desuden kommer forældre/barn holdet, der ledes af Sidsel Vetter, Puslingene, der ledes af Søren Mølgaard, to Krudtuglehold, hvis instruktør er Susanne Jespersen og to springhold, hvor instruktørerne er Anders Chr. Nielsen, Toke Christensen og Maiken Mortensen. - Forårsopvisningen byder på fornøjelig og flot underholdning, og vi håber, at rigtig mange vil finde vej til Aalestrup hallen, siger formand for gymnastikforeningen Annette Hyldgaard Kristensen.