Højen

130 minutters underholdning - og to kameler

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Slør alene skaber ingen prinsesse. men det gør et glad smil... Foto: Michael Bygballe

LØGSTØR:Aladdins lampe var der ikke. Men det havde næsten samme effekt at gnide på teltdugene der fredag morgen var slået op på Løgstørs Dyrskueplads. ikke nok med, at morgenens regndråber holdt op med at falde. Ud af fire telte kom farvestrålende artister fulde af kunster, og de havde det store smil på fra start til slut. Havde børnene forventet 1001 nats underholdning, fik de det ikke. Men 130 minutter rakte vist også for de fleste. Det var Ali Baba, den regionale børnekulturkaravane, der havde banket teltpløkkene ned på dens første besøg i Himmerland, og var smilene hos artisterne ekstra varme trods morgenkulden, var der mindst én god grund til det. - Der var nogen, der havde lavet en sang til børnene, så den stod de og sang herude til morgen for at vække os, forklarer karavanens sultan, også kendt som Karsten Højen. Flere hundrede børn var blevet godt forberedt på løjerne af deres pædagoger. De fleste var klædt ud, måske som eksotiske prinsesser, med gennemsigtigt slør uden på vindjakken, måske som beduiner, komplette med påmalede overskæg. Beduinerne manglede dog kameler, men dem havde karavanen i forvejen to af de lå fredeligt i en indhegning og gumlede hø, mens de lod menneskene pukle omkring sig. - Det er kun anden gang vi er ude at lave det her, men vi skal jo rundt til alle kommuner i Nordjylland de næste to måneder. og det er rigtig dejligt, når børnene er forberedte, som de har været her, siger Karsten Højen. Blandt de optrædende var gøglerduoen Det Flyvende Kuffertcirkus, der er velkendte i Himmerland, men som ved hjælp af snabelsko, appelsinpresser, turban og elefantcykler var blevet fovandlet til Det Flyvende Tæppecirkus. Mavedans, Arabisk musik, musikteater og historieopførsel var andre højdepunkter, som børnene på skift kom ind at se. Godt hver halve time kom en ny forestilling til, så alle kunne nå at se det hele indenfor de 130 minutter, der var sat af til underholdning karavanen.