Lokalpolitik

130 underskrifter for øst-løsning

Dvergetved, Tolne og måske Mosbjerg er Frederikshavns-orienteret

DVERGETVED:Mindst 90 procent af borgerne i Dvergetved vil gå østpå, hvis de selv skulle vælge, til hvilken kommune de skal tilhøre ved en kommunesammenlægning. Det viser en underskriftsindsamling, som en af de aktive borgere i området tog initiativ til at foretage. - Jeg begyndte i påsken at samle underskriften. Jeg snakkede med nogle naboer, og så bredte det sig. Det var helt tydeligt, at folk herude vil til Frederikshavn. Jeg fik næsten fuldt hus i Dvergetved, og jeg mødte ingen, der sagde at de vil til Hjørring. Der var flere som med forskellige undskyldninger ikke ville skrive under, oplyser fhv. kriminalkommissær H. P. Jensen, der i dag er en meget aktiv pensionist i blandt andet Ældre Sagens Sindal-komite. Ved forskellige borgermøder rundt om i Sindal Kommune om strukturkommissionens forslag til kommunalreform har han spurgt til øst-løsningen ligesom han tilkendegav sin holdning. - Jeg havde en forventning om at de fleste vil østpå, og underskrifterne tyder på, at jeg har ret, siger H. P. Jensen, der hurtigt fik kontakt med en meningsfælle i Tolne, som også har samlet underskrifter ind i det område. Desuden har han snakket med Mosbjerg Borgerforening, som vil tage en drøftelse om, hvad man vil gøre. - Det er ikke mit bord at samle underskrifter i Mosbjerg. Men det vil ikke være godt, hvis området blev delt. Vi har en fælles skole i Mosbjerg, den samme præst og idrætsforening, tilføjer han. H. P. Jensen har orienteret om sit initiativ til borgmester Søren Risager (V), der ikke blev overrasket over meldingen.