1300 kr. i timen for gode råd

Krise giver fyringer og får uorganiserede til at søge hjælp hos JobogLiv.dk

1300 kroner i timen skræmmer ikke kunderne, fastslår JobogLiv.dk's direktør Niels Hjøgaard.

1300 kroner i timen skræmmer ikke kunderne, fastslår JobogLiv.dk's direktør Niels Hjøgaard.

Den økonomiske krise med fyringer i luften har givet et boom i henvendelser hos JobogLiv.dk, et aktieselskab i Nørresundby, der lever af at rådgive lønmodtagere. Henvendelserne kommer fra uorganiserede lønmodtagere og drejer sig typisk om ansættelseskontrakter, feriepenge, løn og ikke mindst fyringer. Tilsyneladende skræmmer det ikke kunderne, at prisen for at få hjælp her og nu er 1300 kroner i timen. - Det lader til, at folk er mere end almindeligt bekymrede for deres arbejdsmæssige situation, og de mennesker, der ikke er i en fagbevægelse, mangler et sted at henvende sig. Det er så dem, der kommer til os, fordi vi mod betaling tilbyder den samme bistand til folk, som de kunne have fået af en fagforening, siger direktør for JobogLiv.dk Niels Højgaard. Som aktieselskab er JobogLiv.dk ikke underlagt foreningsloven og kan derfor - i modsætning til en fagforening - tage betaling for sin rådgivning. Alternativet til at betale pr. time er at melde sig ind i JobogLiv.dk og betale et kontingent på 79 kroner om måneden. Men så har man en karenstid på tre måneder, og mange har behov for akut hjælp. - De fleste sager drejer sig om, hvorvidt en fyring er lovlig eller ej. 80 procent af vores sager er løst på under én time, og afgørelsen kan gå begge veje, oplyser Niels Højgaard. JobogLiv.dk er et aktieselskab, der er 100 procent ejet af Kristelig Fagforening i Randers.