1300 kvadratmeter brugs

Resultatet af mere end et halvt år i byggerod vist frem

Vodskov 24. september 2002 08:00

VODSKOV: I går var der officiel åbning af Super Brugsen i Vodskov, efter at man nu i lidt over et halvt år har gået i byggerod så butikken kunne blive udvidet og moderniseret. Hovedentreprenøren bag udvidelsen har været TL Byg i Skalborg, og de blev færdig til tiden, så det var en glad uddeler Morten Christensen, der i går klokken ni kunne lade nogle af de ansattes børn klippe den røde snor over til en butik med masser af plads. Ved åbningen holdt formanden for brugsen, Kurt Christensen, en tale, hvori han blandt andet kom ind på, at han var glad for at kunne være med til at åbne en aktiv butik, der nu har et areal på 1300 kvadratmeter. Morten Christensen kom i sin åbningstale ind på, at han var stolt over at stå i spidsen for denne nyrenoverede butik til en pris af 13 millioner kroner og med 48 ansatte. - Jeg er også glad for at vi kan tilbyde en stilren butik med masser af tilbud og arrangementer i blandt andet vores vinklub. Jeg er også glad for, at mit personale har været så hjælpsom i den tid, byggeriet har stået på. De har ikke været bange for at tage et nap, når der har været noget, der skulle flyttes, for at håndværkerne kunne komme til, sagde uddeleren. Til de første 200 kunder var der en flaske rødvin, og de første 200 børn fik en pose slik. Der er ligeledes en konkurrence om, hvor mange penge, der er varer for i en indkøbsvogn lige inden for i butikken. Kunderne i butikken er også glade for den nye butik. Lis Paulsen fra Tusborgvej siger: - Det er nogle dejlige lyse lokaler med masser af gode tilbud. Karen Lisbeth Larsen fra Møgelbjergvej, synes at den nye butik ser godt ud. - De problemer man har været igennem som kunde under ombygningen, har nu båret frugt med en lys og overskuelig butik , siger hun. Brugsen i Vodskov blev etableret i 1942, så forretningen skal snart holde 60 års fødseldagsfest. OLN

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...