Golf

132 nordjyske damer invaderer golfbanen i Starkær

FJERRITSLEV:I dag afvikles den traditionelle åbne golfturnering for damer i Jammerbugtens Golfklub. 132 piger/damer er tilmeldt turneringen, og der er deltagere fra hele det nordjyske område. - Det mangeårige åbne golfarrangement er traditionelt klubbens største. Det begyndte i 1999, hvor en lille kreds af piger syntes, at det kunne være spændende at arrangere en golfturnering, der skulle være åben for alle piger i det nordjyske område, fortæller Allan Christensen. - Arrangementet var rimelig lille det første år, men efterhånden er rygtet om en dejlig og spændende golfturnering nået ud i alle kroge i Nordjylland. Nu har man altså nået toppen af deltagelse, idet de 132 spillere simpelthen er alt, hvad der kan være på banen i en golfturnering. Allan Christensen fortæller, at arrangementet lægger ud med fælles morgenkaffe og derefter gunstart over alle banens 18 huller. Når alle pigerne atter er i hus serveres en lækker frokostanretning efterfulgt af en omfattende præmieuddeling.