Udland

134 omkommer under skybrud ved Sortehavet

De russiske myndigheder har indskrænket skibsfarten i dele af Sortehavet efter en voldsom naturkatastrofe.

134 omkommer under skybrud ved Sortehavet

Antallet af mennesker, der er omkommet under voldsomme oversvømmelser i Ruslands Krasnodar-region nær Sortehavet, stiger fortsat. Dødstallet er ifølge myndighederne nået op på 134 under den værste naturkatastrofe i området i et årti.

Præsident Vladimir Putin har inspiceret ødelæggelserne fra luften, mens beboere i de ramte områder beskylder myndighederne for at have opgivet dem.

Tv-billeder viser strømme af brunt flodvand, der fosser gennem gaderne forbi tæppedækkede lig i den værst ramte by, Krimsk.

Beboerne blev overrasket af vandets voldsomme kræfter, som rev fortove og lyskurve op og oversvømmede bygninger.

I Krimsk var der mennesker, der vågnede op midt om natten, mens vandet væltede ind og fangede dem i deres hjem. Mange frygtes druknet i deres senge. En kvinde tilbragte hele natten i et træ, før hun blev reddet.

Myndighederne siger, at 13.000 mennesker er berørt af katastrofen i Krimsk-distriktet.

- Vores hus var oversvømmet helt op til loftet. Vi kunne ikke åbne døren på grund af vandmasserne, så vi knuste et vindue og kravlede ud den vej, siger pensionist Lidija Polinina fra Krimsk telefonisk til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg placerede vores fem-årige barnebarn på taget af vores oversvømmede bil. Derfra lykkedes det os at komme op på taget. Jeg ved ikke, hvordan vi bar os ad med at overleve, siger hun og tilføjer, at de ikke var blevet advaret eller havde fået hjælp.

Myndighederne siger, at mindst 123 af de bjærgede lig er blevet fundet i Krimsk-området. De var ikke i stand til at oplyse noget dødstal, men siger at oversvømmelserne skyldtes voldsomme skybrud.

Politiet er blevet mobiliseret i regionen for at forhindre masseplyndringer, siger en talsmand for politiet, Igor Sjeljabin, til nyhedsbureauet Reuters.

- Der har været uophørlig styrtregn i adskillige distrikter, som nu er katastrofezoner, heder det i erklæringerne.

I havnebyen Novorossisk har myndighederne indført begrænsninger for skibsfarten på grund af uvejret i regionen.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.