136 gram uspecificeret bjørn

Danskere med trang til at få en lille bjørn på kan godt regne med at få Dansk Folkeparti på nakke. Partiets dyreordfører, Christian H. Hansen, har nemlig sat bjørnevelfærden på dagsordenen. I en byge af spørgsmål til skatteministeren og miljøministeren udfritter Christian H. Hansen dem om regler og kontrol med bjørneprodukter. - Nu er det lige bjørne, jeg slår ned på, men der findes også andre dyrearter, der indgår i naturmedicin. Det har været fremme, at bjørnene faktisk er ved at være temmelig meget truet, så derfor er det væsentligt for mig, siger han. Det er især naturmedicin med bjørn, som Christian H. Hansen er efter, og til alt held kan begge ministerier melde, at de har kontrol over situation. Siden 1995 er der ikke givet en eneste tilladelse til import af bjørneprodukter fra Skov- og Naturstyrelsen. Der er også lavet en enkelt razzia hos en naturlægemiddelforretning, som viste sig at være helt bjørnefri. Toldvæsnet har hellere ikke set ret meget bjørn, men deres vågne øje er rette mod problemet. I år er det kun blevet til et par støvler med skinbesætning fra isbjørn, men i 2001 beslaglagde toldvæsnet ikke mindre end "136 gram orientalsk medicin, som indeholdt uspecificeret bjørn." Selv om de små mængder beslaglagte bjørn kunne tyde på, at problemet er til at overse, så er Christian H. Hansen ikke tilfreds. - Det er et udtryk for, at kontrollen ikke er i orden. Jeg synes ikke, jeg kan læse ud af svarene, at man gør nok. Jeg overvejer at stille flere spørgsmål, for lige på det her punkt er jeg utrættelig, siger Folketingets eneste dyreordfører.