14,4 mio. kr. til forebyggelse

Forvaltning får god start, mener kommende rådmand

AALBORG:Selv om der skal skæres dybt for at få Aalborgs budget for næste år til at hænge sammen, så er der alligevel positive elementer i Sammenlægningsudvalgets budgetforslag, mener den kommende rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling, Thomas Kastrup-Larsen (S). Han tænker især på, at der i forslaget er afsat 14,4 mio. kr. til forebyggelse på sundhedsområdet. I løbet af efteråret og i begyndelsen af det nye år skal der udformes en sundhedspolitik, hvor forebyggelse bliver et centralt element. Formålet er, udover at forbedre sundheden hos borgerne, at minimere de udgifter, som kommunen får på langt sigt, hvis folk bliver syge. - Jeg synes, Sammenlægningsudvalget fortjener ros for at afsætte 14,4 mio. kr. til en ekstra sundhedsfremmende indsats. I forbindelse med udarbejdelsen af en sundhedspolitik vil vi blandt andet fokusere på kost og motion. Mange børn rører sig for lidt og spiser for meget. Vi vil også fokusere på rygeafvænning, for vi kan virkelig se, at det har stor betydning, og så skal vi have efteruddannet personale, så de bliver bedre til at indtænke sundhedsfremmende initiativer, når det for eksempel gælder ældre, skoler og børnehaver, siger Thomas Kastrup-Larsen. Når sundhedspolitikken skal udarbejdes, skal blandt andre idrætsforeninger, aftenskoler og praktiserende læger inddrages for at give deres besyv med, forklarer den kommende rådmand.