14-årig forbrændt ved farlig leg med benzin

Lindholm 28. februar 2003 07:00

LINDHOLM: En 14-årig dreng fik lettere forbrændinger i ansigt og på hænder, da han onsdag aften tilsyneladende eksperimenterede med brandbomber sammen med andre. Vagthavende hos Aalborg Politi oplyser, at uheldet skete ved 20.15-tiden på Bakkevej, hvor der ifølge en anmeldelse fra et vidne var en halv snes unge forsamlet. Ifølge vidnets iagttagelser havde de unge gang i at sætte ild til brandbare væsker midt på vejen. Ifølge politiets oplysninger gik det galt, da den 14-årige skulle antænde, hvad der viste sig at være en form for hjemmelavet Molotov-cocktail i form af en halvanden liters sodavandsflaske med benzin i. Da politiet nåede frem til Bakkevej, var der ifølge vagthavendes oplysninger tre drenge på stedet, herunder drengen, som var blevet lidt forbrændt. Eftersom der ingen alvorligere skader skete, besluttede Aalborg Politi at klare sagen ved at sætte ungdomspatruljen til at opsøge de unge, der var med, for at afklare, hvad de havde gang i og for at forklare dem et par ting om, hvor farligt det er at eksperimentere med den slags.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...