14-årig pige forsøgt voldtaget

En 14-årig pige blev ved højlys dag forsøgt voldtaget, da hun på Skovmosevej øst for motorvejsbroen ved Rørbæk blev antastet af en mand på en scooter. Pigens høje skrig fik dog gerningsmanden til at flygte.

Episoden skete torsdag 20. juli kl. ca. 16.40, og det er efter afhøringer og undersøgelser i går, at politiet i Hobro nu efterlyser vidner til episoden. Den 14-årige pige kom cyklende ad Skovmosevej i østlig retning, da hun blev overhalet af gerningsmanden. Han stoppede scooteren øst for motorvejsbroen, og under påskud af at have brug for hjælp, fik han pigen standset. Efter en kort ordveksling, stillede han sig med front mod hende, tog hårdt omkring hende med armene, og begyndte at beføle hende. I den forbindelse ramte hans styrthjelm i øvrigt med stor kraft hendes hoved. Han slap sit tag i pigen, da hun begyndte at skrige, og på scooteren forsvandt han i vestlig retning mod Rørbæk. Pigen har forklaret politiet, at en bil passerede hende kort efter hændelsen, og at den i øvrigt også kørte i retning mod Rørbæk. - Vi hører meget gerne fra vidner i denne bil eller andre, som kan være med til at identificere gerningsmanden, siger kriminalinspektør Verner Holm.