Randers

14-årig stak mand ned med kniv

RANDERS:Det var en kun 14-årig dreng, der torsdag aften overfaldt en 18-årig mand og stak ham flere gange med kniv ved Føtex på Dytmærsken i Randers, oplyser politiet. Offeret kom gående alene ad Dytmærsken, da en gruppe på omkring 10 unge råbte ukvemsord efter ham. - Da han råbte tilbage, kom den 14-årige susende over gaden og stak ham flere gange med kniv, fortæller vagtchefen hos Østjyllands Politi. Den 18-årige blev stukket to gange i baghovedet, en gang i nakken og en gang i brystet, ligesom han blev snittet i hånden, da han værgede for sig. Da politiet kom til Dytmærsken henvendte et vidne sig og fortalte, at han havde taget et billede af knivstikkeren med sin mobiltelefon. - Det er dejligt, at der er nogen, der er så langt fremme i skoene, siger vagtchefen. Det viste sig dog, at der ikke skulle blive brug for billedet, for på hospitalet dukkede en mand op for at se til offeret. Da han mødte politiet fortalte han med det samme, at det var hans søn, der havde gjort det. Politiet tog med faderen hjem til sønnen, der viste betjentene, hvor han havde gemt kniven. Afhøringen af den 14-årige var natten til fredag stadig i gang, og det er uvist, hvad der fik ham til at gå amok med kniven./ritzau/