14-årige drenge bag hærværk på Kaas Forskole

Betaler 19.000 kr. i erstatning. Salget af forskolen er endeligt faldet på plads

Lokalpolitik 9. marts 2003 07:00

KAAS: Tre drenge på 14 år fra Kaas-området har indrømmet, at de har deltaget i hærværket på forskolen i Kaas, hvor der er sket omfattende ødelæggelser. Ifølge landbetjent Georg Kanstrup har de tre drenge erkendt, at de har knust en del ruder på forskolen. Da drengene er under 15 år, kan de ikke straffes, men de har sammen med deres forældre indvilget i at betale 19.000 kr. i erstatning. Drengene er i øvrigt ikke særligt stolte af situationen, oplyser Georg Kanstrup. Salget af forskolen faldt endeligt på plads på byrådsmødet torsdag. Prisen er på én million kroner, hvoraf Boligselskabet Nordjylland betaler 600.000 kr., mens Kaas Invest skal af med 400.000 kr. Kaas Invest overtager samtidig en pavillon, der hidtil har stået på Pandrup Skole. Det skyldtes, at kommunen ved en fejl solgte en pavillon til Kaas Invest, som stod ved forskolen. Kaas Invest får også et fradrag på 35.000 kr. på grund af den hærværk, der er sket på forskolen. På den lukkede del af byrådsmødet gav kommunaldirektør Mogens Fransen en orientering om hele forløbet i forbindelse med salget af forskolen. Håndteringen af sagen har givet flere kritiske bemærkninger på grund af salget af pavillonen og salget af 200 kvadratmeter af Kaas Børnehaves legeplads. - Vi må erkende, at der har været nogle forviklinger og kommunikationsbrist. Set i bakspejlet kunne sagen have været håndteret anderledes. Kommunen foretager mange handeler, og det er sjældent, at der sker fejl af betydning, men vi må selvfølgelig lære af denne sag, siger borgmester Flemming Jansen (V). Finn Larsen stemte imod salget af forskolen. - Jeg mener, den er solgt for dårligt, blandt andet på grund af salget af pavillonen og en del af børnehavens legeplads.. Man skulle hellere have jævnet forskolen med jorden og have solgt jorden, siger Finn Larsen, der vurderer, at det reelt har kostet kommunen 200.000 - 300.000 kr. kommunen at sælge forskolen. Ifølge Flemming Jansen har det primære formål med salget ikke været at tjene penge, men at få lavet en tiltrængt byfornyelse i Kaas Midtby. Kommunen støtter byfornyelsen med 500.000 kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...