14-årige på hash dropper skolen

Hashmisbruget er så omfattende blandt unge skoleelever i Svenstrup, at flere er på vej til at ende som sociale tilfælde. Blandt andet unge helt ned i 12 års alderen forsvinder væk i hashtågerne.

Social gadearbejder Anton Jensen, der er tilknyttet Fritidscentret Højvang og medlem af det lokale SSP-udvalg, advarer om det omfattende hashmisbrug. Myndighederne har kendskab til, at en halv snes 14-15 årige, der er ude i hashmisbrug, nærmest har droppet skolen totalt for i stedet at blive aflønnet på produktionsskole. Men samtidig frygter han, at der er flere børn ude i det ødelæggende misbrug, som bare ikke er opdaget endnu. Samtidig peger han på, at problemet ikke er specielt for Svenstrup-området. Den eneste forskel i forhold til andre steder i Storaalborg er, at man i Svenstrup har fået øjnene op for, at der er unge, som trænger til hjælp, og i dag sætter SSP-samarbejdet i Svenstrup/Godthåb problemet på dagsordenen med to møder for henholdsvis de unge og voksne. - Der ryges en forbandet masse hash, som gør de unge skæve og dumme. Og det værste er, at de sidder og bekræfter hinanden i, at de har styr på tilværelsen, men det har de overhovedet ikke. Tværtimod. Ofte er deres højeste ambition i tilværelsen at komme i arbejde på en produktionsskole, og det er simpelt hen ikke godt nok, siger Anton Jensen. - Misbruget udvikler sig desværre, når de skal finansiere deres eget hashforbrug og med de priser, som hash forhandles til i dag, kan de ikke tjene noget på at sælge til andre. Så går de over til at handle med alt muligt andet stads, siger Anton Jensen. Unge hashrygere er ikke noget ukendt fænomen andre steder, men generelt er debutalderen svagt stigende, fortæller vicesocialdirektør Anne Jastrup, Aalborg Kommune, med henvisning til flere undersøgelser. - Samtidig er det et emne, mange forældre er meget engagerede i. Det bliver mere og mere almindeligt, at forældre laver fælles aftaler om både alkohol og hash, når børnene kommer i 6. eller 7. klasse, siger hun. Aalborg Kommune har en vifte af opsøgende tilbud - som blandt andet omfatter Anton Jensens arbejde: - Og jeg ved, at han er god og meget kontant til at inddrage forældrene med det samme, understreger Anne Jastrup.